Skilsmissebørn, Stedbørn

Lad os spørge børnene, om DE har et tabu der skal brydes…

marts 22, 2016

broken-window-960188_960_720

Anna Sophia Hermansen skriver på sin blog under overskriften “Nej, vi elsker ikke den andens børn som vore egne”  (http://annesophia.blogs.berlingske.dk/2016/03/13/nej-vi-elsker-ikke-den-andens-boern-som-vores-egne/)

Hvis man er fraskilt behøver man ikke læse andet end overskriften for at regne ud at det handler om den sammenbragte familie og alle dens indbyggede komplikationer og åbenlyse smertekilder.

Det er så let at belyse sagen fra sin egen vinkel, det er så ligetil at tage udgangspunkt i sine egne følelser, og det er også det Anna Sophia Hermansen (ASH) gør i sit blogindlæg; her delagtiggør hun andre voksne læsere i alle de trælse og besværlige oplevelser som hendes møde med den sammenbragte familie har budt hende; blandt andet tween-piger, der ikke ville sige hej og gik uden at sige farvel. Det blev aldrig rigtig godt, heller ikke selv om ASH prøvede at være både sød og voksenvenagig (igen er det selvfølgelig ASH´s perspektiv). Helt godt blev det heller aldrig i et andet forhold, hvor ASH´s kæreste var cool et langt stykke hen af vejen – bare ikke lige når det kom til hans søn, overfor hvilken han påtog sig baby-stemme og omtalte sig selv i tredje person. Handlinger som ASH havde umådeligt svært at få ud af hovedet i den intime relation med manden, men som hun sarkastisk skriver, så gjorde det heller ikke så meget fordi ”drengen kom ind hver nat og skulle sove i ske med sin far”. Fra hendes vinkel er det åbenlyst trælst og besværligt med de børn, man ikke er biologisk forælder til – deres behov virker provokerende og alene deres tilstedeværelse er en torn i øjet på hende, der jo bare gerne vil være alene med deres far. Var der i øvrigt nogen, der spurgte om børnene bare gerne ville være alene med deres far? Altså, uden den nye kæreste, for hvem det kan være umådeligt svært at skjule sin foragt og utilfredshed. Det perspektiv er ikke vigtigt i indeværende blogindlæg, som handler om de voksnes følelser og om hvor svært det er for de voksne at være en del af den sammenbragte familie.

Nu mener ASH så at have fået øje på noget, der i en eller anden udstrækning kan være med til at få flere sammenbragte familier til at lykkes; nemlig dels hvis man ikke stiller umulige krav til sig selv om forældreskab for den andens børn og dels at man ikke lader tabuer stå i vejen. De to ting hænger dybest set sammen, for det hun forstår som det altødelæggende tabu, er den virkelighedens realitet, at det er umuligt at elske den andens børn som sine egne (og derfor er det umuligt at stille krav til sig selv om forældreskab) – deraf overskriften; ”Nej, vi elsker ikke den andens børn som vores egne”. Det tabu skal brydes, det skal råbes fra tagene, det skal bøjes i neon… Og da vil noget blive anderledes.

Man behøver blot at slå op på side 1 i enhver bog der handler om sammenbragte familier for at finde ud af at ASH har ret i sin betragtning – der er intet som helst nyt eller revolutionerende i betragtningen om at man ikke elsker den andens børn som man elsker sine egne. Det, der således må kalde på et blogindlæg må være at ASH mener, at vi skal bryde med tabuet omkring den manglende kærlighed og så vil det hele blive lettere…

Et tabu er vel karakteriseret ved at være ”noget vi ikke taler om”. Måske endda i kærlig hensyntagen til andre mennesker. I dette tilfælde vel i hensyntagen til de mange mange (ufrivilligt) involverede børn, som hver eneste dag skal leve med pap-forældre og sted-søskende og ugentlige flytninger samt loyalitetsbekymringer og mægler-positioner. Oveni alt det, synes vi vel i en eller anden udstrækning ikke at de også behøver at blive fortalt, at den nye mand eller kvinde i mors eller fars liv ”ikke lige er så glad for dig” eller ”glæder sig til de uger hvor du ikke er her” eller ”synes at det lyder dumt når jeg prøver at gøre mit bedste for at være en god far for dig”. Det er vel begrundelsen for tabuet. Hertil kan man selvfølgelig indvende at det selvfølgelig ikke er børnene man skal bryde tabuet overfor, men derimod sig selv eller hinanden eller sine veninder eller nogle helt fjerde, og endnu en indvending kan gå på at børnene naturligvis allerede kender til den voksnes tabubelagte følelser, også selv om de ikke er blevet sagt højt. Ganske enkelt fordi barnet lever lige midt i de voksnes svære og modstræbende følelser. Så hvad vil ASH egentligt når hun opfordrer til at bryde tabuet? Legalisere følelsen i de voksne? Give rum for at det er OK ikke at kunne gøre det optimalt i forhold til den andens børn? Fratage sig selv noget af den dårlige samvittighed, det kan give, at stille børn i en situation, hvor de skal leve sammen med voksne, der i udgangspunktet glæder sig til skal et andet sted hen? Der kan være mange grunde til at bryde tabuet. Men i hvert fald må det være helt afgørende at man ved med sig selv, hvorfor det er vigtigt at bryde tabuet. Jeg mener simpelthen ikke at det er tilstrækkeligt begrundet i, at man i et øjebliks klarsyn har fået øje på tabuet.

Men når tabuet nu så åbenlyst er blevet brudt og ASH er blevet givet spalteplads, er det så egentligt ikke på sin plads at oveveje hvordan det her tabu ser ud fra den anden ende? Hvordan mon det egentligt er at stå som barn for enden af et tabu, der handler om at man er lidt i vejen og at man ikke sådan rigtig kan elskes af et voksent menneske, som man i større eller mindre grad er tvunget til at bo sammen med?

Og så kunne man jo spørge børnene i de sammenbragte familier om de muligvis oplever og mærker et tabu, de trænger til at få brudt? Spørgsmålet er om vi som forældre og pap-forældre har lyst til at lægge øre til det?

 

Skilsmisse

Luksusskilsmisse – et helt nyt perspektiv

oktober 12, 2015

50059509-1000x50we

 

Sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal ser en øget tendens til det, hun kalder “luksusskilsmisser”. Altså skilsmisser indgået på et meget spinkelt grundlag. Sådan stod der i Kristeligt dagblad den 25. september 2015.

Et helt nyt fænomen; “luksusskilsmisser”. Altså skilsmisser indgået på tyndt grundlag og uden at der er blevet kæmpet for at undgå bruddet… For tiden er der en tendens til at tale om fraskilte mennesker som forkælede, opgivende og selvcentrerede. Talen om luksusskilsmisser passer godt ind i denne tendens, fordi den underbygger fremstillingen af fraskilte, som mennesker der ser luksus og lykke som en rettighed – og hvis ikke alt i ægteskabet er ren luksus og lykke, er der selvsagt en indbygget ret til at bryde med den anden.

Jeg ved ikke hvor mange mennesker, der bliver skilt fordi de tror de bliver lykkelige af en skilsmisse. Jeg ved heller ikke hvor mange mennesker der bliver skilt på grund af, at der mangler luksus i deres ægteskab eller opfatter det som en luksus at blive skilt. Men jeg har svært ved at tro at luksus og lykke er de eneste omstændigheder omkring ret mange skilsmisser. Når man taler om luksusskilsmisser, tager man en lille bitte del af virkeligheden og forstørrer den unuanceret op og gør den ensidigt gældende. For det er vel sådan med mennesker, at der er en flig af egoisme, ønske om luksus, stræben efter lykke i enhver… Og derfor er disse fænomener også i en eller anden udstrækning på spil i en skilsmisse. Men i mennesket er der også så meget andet; ønske om tosomhed, stræben efter kærlighed, selvopofrelse for børnene, slidsomhed og alt muligt andet…

Så måske skulle man nuancere billedet lidt. Måske skulle man prøve at udvide perspektivet, sådan at man ikke entydigt betegner skilsmisse som en luksus man kan tiltvinge sig når livet ikke lige er 100 % perfekt. For en sådan entydig fremstilling efterlader ikke meget plads til sorgen og smerten, til de braste håb og ødelagte drømme eller til oplevelsen af at have gjort alt hvad man overhovedet kunne – og det kunne jo være at de aspekter spillede en afgørende rolle i mange skilsmisser.

 

Skilsmisse

Kommentar til Lola Jensen…

oktober 1, 2015

 

5688_vel_ultra_50

 

Hjemme ved mig selv vil jeg have opvaskemidlet i skabet, hvor det ikke roder, mens min mand vil have det ved siden af vasken, fordi vi bruger det ofte. Her er vi forskellige, men det er ikke skilsmissegrund. Det er vigtigt at lære at sige ‘pyt’ og glæde sig over plusserne i stedet.”

Sådan fremhæves det i en artikel i Kristeligt Dagblad (den 10. september) at familievejleder Lola Jensen skriver i sin nye bog som handler om skilsmisse og livet i familien efter en skilsmisse. Lola Jensen, som jeg plejer at beundre og lytte til med respekt. Hun fremstiller hermed skilsmisseramte voksne som både latterlige og forkælede curling-projekter, der er så selvoptagede og dumme at de åbenbart ikke en gang kan tage sig sammen og enes om noget så ligegyldigt som en flaske opvaskemiddel. Heroverfor fremhæver Lola Jensen sig selv og sin mand og deres evne til at kunne sige ”pyt”. Den ene formår at sige ”pyt” til at opvaskemidlet står fremme og skaber en vis ujævnhed i den pæne overflade, mens den anden formår at sige ”pyt” til besværet med at skulle åbne skabet og tage flasken frem, for dermed at kunne bevare den rene overflade. Godt nok er de ikke ens, men de formår alligevel at blive enige og sige ”pyt”. De ved at det er nødvendigt at sige ”pyt” til nogle ting, de ved at man ikke kan få sin vilje i alle livets forhold og derfor lever de til stadighed i lykkelig ægteskabelighed med voksne børn og også børnebørn. Heroverfor står de skilte – dem der altid vil have deres vilje og som bare giver op og skrider hvis det ikke går efter deres hoved. Og efter skilsmissen kan de jo så placere opvaskemidlet hvor de vil – og midt i skilsmissens smerte og sorg måske finde en lille sejr heri…

Uenigheden om opvaskemidlet fremhæves i artiklen, som et billede på nogens overbærenhed og andres latterlighed. Jeg hører til de latterlige – en af de skilte, som åbenbart ikke kan tåle hvis ikke alt er 100 % perfekt…

Det er virkelig svært at lytte til med respekt. Kunne Lola Jensen dog ikke have udeladt lige præcis disse ord om opvaskemiddel, der enten skal stå i skabet eller på kanten af vasken? Hun bringer diskussionen ned på et niveau, hvor ingen der er skilt, vil kunne spejle sig i hendes fortælling eller eksempel – ganske enkelt fordi eksemplet latterliggør ethvert skilsmisseramt menneske og nedvurderer ham eller hende til at gå i verdens mindste og mest selvoptagede sko: ”Hvis du ikke går med til at jeg sætter opvaskemiddel i skabet, så skrider jeg!”. For mit eget vedkommende og jeg vil tro at jeg taler på vegne af mange andre skilte (og ikke-skilte), så havde jeg ikke en gang brug for at give min mening til kende om opvaskemidlets placering – jeg ville ikke en gang kunne have sagt ”pyt”, fordi jeg var ligeglad med (og til stadighed er ligeglad med) om opvaskemidlet stod det ene eller andet sted.

Og hvis det vitterligt havde været af stor betydning for mig om opvaskemidlet havde stået det ene eller andet sted og jeg ikke havde fået min vilje… Ja, så havde jeg ikke valgt skilsmisse som udvej – så meget mere latterlig eller påståelig end Lola Jensen er hverken jeg eller andre skilte.

Et ”pyt” til placering af opvaskemiddel virker så uendeligt lille. Jeg tror de fleste kan sige ”pyt” til det, hvis det ellers overhovedet optager dem. Der kan være andre situationer, hvor det er umanerligt svært at sige ”pyt” og hvor man virkelig kan vise sin storhed og generøsitet ved at sige ”pyt” og atter andre situationer hvor det viser sig umuligt at sige ”pyt”.

Præmissen for Lola Jensens udsagn må være at vi bliver skilt over ligegyldige ting og det skal vi til at lade være med. Præmissen er at vi bliver skilt hvis alt ikke er 100 % perfekt. Jeg køber ikke præmissen og jeg troede ærligt talt at vi var ude over retorikken om at ”det er da også aaaalt for let at blive skilt” og ”lige så snart der viser sig et bump på vejen, så skrider de unge mennesker”. Jeg troede vi var ude over den retorik og det gør mig trist at det ikke er tilfældet. Det er ikke let at blive skilt. Så enkelt kan det siges. Det er let at sige ”pyt” til opvaskemidlets placering, men ingen kommer nogen sinde med lethed til at sige ”pyt” til et forlist ægteskab. Fordi det forliste ægteskab bringer en sorg med sig, som man bærer på resten af sit liv. Måske er det selvforskyldt at man blev skilt, måske valgte man det selv, måske kom man ligefrem til at ønske sig skilsmissen – men det ændrer ikke ved at det ikke er let – og det ændrer ikke ved det faktum at ingen bliver skilt på grund af opvaskemiddel eller andre ligegyldigheder! På samme måde som ingen kan spejle deres overbærenhed i opvaskemiddel.

Jeg synes at skilsmisse er et vigtigt emne. Meget vigtigt endda. Især på grund af alle de børn der lider under deres forældres skilsmisse. Men jeg synes vi skal nærme os emnet med respekt for de mennesker der befinder sig midt i skilsmissens vilde virkelighed. Så i stedet for at pege fingre skal vi måske række ud. Hvis vi kan.

Skilsmissebørn, Stedbørn

At give en andledning…

juni 27, 2015

Barnet i mødet

 

“Barnet er ikke blot krop, men har følelser, tanker og oplevelser, som er svære at registrere. De er skjulte for os, så længe barnet ikke selv fortæller om dem, eller vi giver det en anledning til det”. Sådan står der i bogen “Barnet i mødet med livets mørke sider”.

Det første vi får øje på, når vi ser et barn, ja ethvert andet menneske, er dets ansigtsudtryk og dets kropholdning. Det springer os lige i øjnene og der er en umiddelbar mulighed for at reagere – med knus, skulderklap, varme, hænder og omsorg. Inde bagved det umiddelbare ligger alle følelserne, tankerne og oplevelserne, som til tider afspejles meget tydeligt i det ydre, men som andre gange slet ikke lader sig afkode. Måske fordi barnet prøver at gemme sine følelser eller har svært ved at udtrykke sine tanker. Eller måske er det fordi vi voksne ikke har lyst til at kende følelserne eller få sat ord på tankerne… Det kan vi jo have mange grunde til ikke at have lyst til, men en af de hyppigste er måske, at vi tror vi gør tingene værre ved at tale om dem, “hvis bare vi lader være med at snakke om det, der gør ondt, så forsvinder det nok af sig selv…” Nogle gange er vi bange for at følelserne bliver større og sværere og mørkere, hvis vi taler om dem. Men det gør de ikke.

Ingen følelser bliver sværere at bære, hvis de deles med andre og fortælles til andre. Livet viser sig ikke mere kompliceret for et barn, hvis det får lov til at fortælle om sine følelser til en voksen, tværtimod kan det opleves som en lettelse at få lov til dele og opleve at andre bærer med. Det handler om at vi voksne skal turde give barnet skal en anledning til at fortælle – vi skal trodse vort eget ubehag og give barnet en anledning til at fortælle. Måske kan man som forælder finde ud af at give den anledning eller måske er det mere oplagt at det er bedsteforældrene, en pædagog, den bedste vens far eller en helt fjerde voksen, der tager opgaven på sig. Anledningen behøver ikke være mere kompliceret end at spørge hvordan barnet har det, om der er noget konkret der er tungt, om det glæder sig til noget særligt, eller om der er et savn der fylder. Vi voksne skal give anledningen og lægge ører til barnets tanker, følelser og oplevelser. For barnets skyld.

Sjælesorg

Lidt om håb…

juni 26, 2015

Håb

 

“Håbet er det, der viser en vej udad. Det peger mod noget anderledes, som endnu ikke er helt til stede, men måske allerede føles og erkendes som en mangel i den aktuelle situation”. Så fint beskriver håbshistoriker Bertel Nygaard håbet. Med håbet forholder vi os til noget som endnu ikke er helt til stede, men som samtidig opleves som en mangel i den aktuelle situation.

Når vi er voksne og overvejer skilsmisse håber vi på fred, glæde, kærlighed, ro, anerkendelse, harmoni, nærvær eller noget helt ottende… I hvert fald håber vi på noget, som vi ikke kan finde i vores ægteskab, eller også er vores ægteskab blevet så fyldt med alt det vi ikke orker eller ikke elsker, at vi mister håbet i ægteskabet. Håbet peger i retning af noget anderledes, som man skal bevæge sig for at opnå. Skilsmissen er en hård proces og noget af det, der er hårdt er jo at stræbe efter noget som endnu ikke er, men som man ved at der er brug for… At opleve at man mangler noget i sit ægteskab, som man synes er vigtigt – måske endda livsvigtigt.

Når børn får at vide at deres forældre skal skilles trækkes tæppet ofte væk under dem, og samtidig plantes et helt nyt håb med beskeden om skilsmisse. Ikke nødvendigvis et håb der peger udad mod noget nyt og andet… For mange børn håber på, at alt kan blive som det var en gang – deres håb peger indad og tilbage mod det der har været. Rigtig mange børn håber, at deres forældre finder sammen igen. Og rigtig mange børn bliver ved med at håbe, at deres forældre finder sammen igen. Fordi det er det, barnet mangler i den aktuelle (skilsmisse)situation. Mangler at have deres forældre på samme tid i den familie, der var en gang.

Det går ikke altid som man håber – det ved vi voksne og mange børn har også den erkendelse. Men det forhindrer os ikke at håbe – selv på det der kan synes fuldkommen urealistisk og uopnåeligt. Som voksne må vi tale med børnene om, hvad de egentligt håber på. Velvidende at vi måske (sandsynligvis) ikke kan indfri deres håb, må vi møde dem med åbne arme og hjerter og forsøge at lytte til (og forstå?) deres håb. Ganske enkelt fordi det er deres håb, der peger i retning af en mangel i deres aktuelle situation.

 

Sjælesorg, Skilsmissebørn

Skilsmissemodel…

juni 23, 2015

IMG_0562

 

“Der findes en skilsmissemodel, der hedder, at børnene bor en uge hos far og en uge hos mor. Når jeg bliver præsenteret for det, spørger jeg, hvorfor forældrene ikke flytter hver anden uge, så barnet kan beholde en fast hverdag med sine legekammerater, sine ting og sit værelse”. Bente Chemnitz var en meget anerkendt præst og sjælesørger. I sin bog om sjælesorg kommer hun helt kort ind sjælesorg og skilsmisse og stiller spørgsmålstegn ved 7/7-ordningen.

Det kan virke så nådesløst at stille det spørgsmål… For mon ikke de fleste forældre har tumlet med spørgsmålet om barnets ugentlige flytning og også haft tunge samvittighedskvaler omkring ordningen? Samtidig med at mange forældre jo ikke ønsker at afgive mere end halvdelen af tiden sammen med barnet. Det kan virke så nådesløst, fordi den løsning Bente Chemnitz her kommer op med – nemlig at forældrene skal flytte ud af huset / lejligheden hver anden uge, nærmest ikke er til at overskue. I hvert fald ikke for forældrene.

Bente Chemnitz er udmærket klar over at hun ikke får alle skilsmisseforældre til at købe et fælles hus / en fælles lejlighed, som de kan flytte ud og ind af… Men hun stiller et yderst relevant – om end nådesløst – spørgsmål, når hun spørger til 7/7-ordningen. For det er jo ikke en ordning der er uden omkostninger, det er jo ikke den ideelle ordning for ret mange børn og det er jo en ordning der kræver en utrolig omstillingsparathed. Det ved vi godt, vi voksne. Men måske skylder vi også vores børn at sige det højt. Spørge dem hvordan de har det med det. Om der måske var en anden ordning der passede bedre til deres temperament. Men spørger vi, bliver vi jo nødt til at lytte til svaret og det kan koste tid og samvær. Men hvis man som voksen finder det svært,at overskue at skulle bo to forskellige steder med en ugentligt flytning, er der jo meget stor rimelighed i at spørge barnet, hvordan han eller hun oplever det. For barnets skyld.

Sjælesorg

At vide hvordan det er at være sig selv…

maj 23, 2015

At tale med børn, 3

 

“Hvordan skaber man rammer, der giver barnet status af subjekt og deltager, således at barnet ikke bare opfattes og mødes som et objekt, der observeres, korrigeres og kontrolleres eller holdes udenfor?”. Haldor Øvreeide er psykolog og har i mere end 25 år arbejdet med børne- og familiesager. Han peger på nødvendigheden af at møde barnet som et værdifuldt og anerkendt subjekt, der ved noget og kan sige noget om hvordan det er at være sig selv.

Nogle gange kommer vi voksne til at tro at vi ved bedst, vi tror vi kender svaret på de spørgsmål, der kunne stilles til børnene og derfor glemmer vi helt at spørge. Andre gange har vi simpelthen ikke lyst til at høre, hvad barnet har at sige, fordi det gør for ondt eller giver os dårlig samvittighed, og derfor undlader vi at spørge. Resultatet bliver at barnet kommer til at føle sig som et objekt, der observeres og kontrolleres, som et objekt uden gyldig mening, der blot må rette ind og indordne sig. Mødes barnet af voksne, der i forhold til skilsmisse og nye familier bedst ved, hvordan barnet har det og har svaret på alle spørgsmål inden de overhovedet er blevet stillet, svigtes barnet. Det er et svigt at lade barnet forstå (om end det kan være ubevidst) at dets oplevelsesverden ikke er værd at spørge ind til, det er et svigt ikke at forsøge at forstå hvordan verden ser ud fra barnets perspektiv og det er et svigt at objektivere barnet. Det er et svigt ikke at tro, at barnet selv bedst ved, hvordan det har det…

Hvis barnet overhovedet skal have oplevelsen af at være et deltagende subjekt, er det helt nødvendigt at vi tør lade barnet have sin egen stemme. En stemme som er fuldt ud gyldig – også selv om stemmen kommer med udsagn der ikke passer ind i de voksnes verdensbillede eller giver de voksne dårlig samvittighed. Når vi taler med vores børn om noget så komplekst og svært som skilsmisse og sammenbragte familier, er det altså helt afgørende at barnet føler sig tryg og værdifuld nok, til at turde være sig selv og bruge sin egen stemme til at udtrykke, hvordan det er at være sig selv. For hvem kan vide det bedre end én selv?

Stedbørn

Og hvad kan man så?

maj 22, 2015

stedblomster

 

Stedmor Birgit udtaler: ”Biologiske forældre er sikkert mere tolerante over for deres børns fejl, forhåbentligt da” og ”Nogen siger: ”Jeg elsker dem som mine egne”. Men det tror jeg kun de færreste kan. Og hvad kan man så? Jeg ved det ikke.”.  Udtalelserne stammer fra bogen ”Stedblomster” (s.18), der består af personlige beretninger om livet i stedfamilien og eksperters betragtninger heraf.

Uanset om man kan nikke genkendende til disse synspunkter eller ej, bliver noget åbenbaret… Nemlig det faktum at man som stedforælder må overveje hvad man kan. Man må tage en beslutning om, hvad man vil putte ind i relationen til stedbarnet. Fordi det ikke giver sig selv.

Relationen mellem de voksne er så åbenlys fordi de elsker hinanden og vil hinanden. Og fordi det er så indlysende hvad voksen-relationen indeholder, glemmer man nogle gange at overveje den ikke-åbenlyse relationen til dem, der ikke har truffet beslutningen om den nye familie. Men som jo i lige så høj grad bliver påvirket af beslutningen (om ikke mere) som de voksne. Birgit er ærlig; hun ved ikke hvad hun kan… Og selv om ærligheden er hjerteskærende, kan den være med til at skabe fokus – fokus på at det er strengt nødvendigt at man overvejer relationen mellem stedforælder og stedbørn: hvad skal den indeholde, hvad kan den bære, hvad kan tilbydes og hvad kan rummes? Hvis ikke man taler om relationen og overvejer hvad den kan og skal, og hvis ikke man giver børnene et sprog for denne nye relation, risikerer man at barnet får en oplevelse af at skulle indordne sig. Indordne sig i en ny familie, hvor børnene ikke umiddelbart kender deres plads i den relation, hvor det er svært at vide “hvad man så kan”…

Skilsmissebørn

Den, der er vældig stærk, bør også være vældig rar

maj 14, 2015

pippi

 

“Den der er vældig stærk, bør også være vældig rar”. Sådan siger Pippi, da hun i denne skønne og tidsløse billedbog har kastet tyveknægtene Blom og Ballade-Karlsen op på sit skab, for efterfølgende at give dem en guldmønt de kan købe mad for. Fordi de blev så frygtelig bange og begyndte at græde. “Den der er vældig stærk, bør også være vældig rar”.

I nogle udtryk findes utrolig megen sandhed. Sandhed som taler ind i mange af livets sammenhænge.

Og Pippis ræsonnement er netop gyldigt ind i mange sammenhænge, fordi det åbner vore øjne for, at i den relation hvor der er forskel på de involveredes styrke, der bør den stærkeste kombinere sin styrke med rarhed. Hvis man er så meget mere stærk, som Pippi er, da bør man også være rar – selv over for dem, der måske ikke har fortjent det…

I relationen mellem barn og voksen er der åbenlys forskel i styrke. Sådan er det helt generelt. Men i de situationer hvor vi som voksne træffer livsomvæltende beslutninger som involverer vore børn, da bliver det endnu mere tydeligt. Når vi belsutter os for skilsmisse eller for at skabe en ny sammenbragt familie, da er vores vældige styrke, at vi overhovedet har mulighed for at træffe sådanne beslutninger. Vi voksne er vældig stærke og vores styrke har måske haft den effekt, at andre er “blevet frygtelig bange og er begyndt at græde”. Og derfor skal vi også være vældig rare. Forstået på den måde at vi skal forsøge at sætte os ind i hvordan beslutningen opleves for dem, der ikke selv har haft indflydelse. Og i mødet med barnet, der ikke har haft indflydelse, skal vi være meget rare… Vi skal være rare og rummende og forstående og lyttende – også når barnet reagerer med trods, vrede, sorg og smerte.

Skilsmissebørn, Stedbørn

Hvad er anerkendelse?

maj 13, 2015

 

Honneth

 

Det er afgørende vigtigt at skilsmissebørn og stedbørn (ja, vel egentligt at ethvert menneske) oplever sig anerkendt. Og hvad betyder så anerkendelse? Vi taler rigtig meget om anerkendelse i vores tid og ingen kan være i tvivl om, at det er en dyd at være anerkendende over for andre mennesker. Det menneske der oplever sig anerkendt får mod til at være sig selv, hvorfor det er så umanerligt vigtigt. Spørgsmålet er dog, om man kan tale om anerkendelse som noget entydigt positivt, eller om der findes anerkendelse i negativ forstand?

Axel Honneth er socialfilosof og i sin bog “Behovet for anerkendelse” udfolder han at der er en sammenhæng mellem anerkendelse og fuldbyrdelse af liv. Med anerkendelsen bærer man altså noget af den andens liv i hænderne. Sagt med andre ord har man gennem anerkendelsen indflydelse på den andens livs fuldbyrdelse. I den udstrækning man formår at værdsætte den andens individualitet og oplevelsesverden og samtidig er åben over for den andens motiv til handling, vil den deraf følgende anerkendelse antage positiv karakter, fordi den giver den anden mod til sit eget. Men anerkendelsen kan også være betinget af at den anden lever op til regler eller forventninger, eller bestemt af den anerkendendens trang til at fremstille sig selv på en bestemt måde, og da antager anerkendelsen negativ karakter. Negativ fordi anerkendelsen egentligt kun har noget med den anerkendendes egen forestillingverden at gøre og dermed ikke har fokus på den andens mod til sit eget.

Den positive anerkendelse må altså nødvendigvis have en relationel gensidighed, fordi ensidigheden ikke harmonerer med åbenheden over for den anden som et værdifuldt menneske. Med den relationelle gensidighed følger at man bestræber sig på at lytte, forstå, acceptere, tolerere og bekræfte den anden.

Når det kommer til skilsmissebørn og stedbørn er det altså helt afgørende at vi ikke bygger anerkendelsen på at børnene lever op til vore forventninger – hvad enten vi måtte forvente os høflighed, glæde, indlevelse, forståelse, tavshed, samarbejdsvilje eller noget helt syvende. Anerkendelsen tager sit udspring i beslutningen om at ville møde barnet, der hvor barnet er, og derud af vokser muligheden for den trygge relation hvor man tør overlade noget af fuldbyrdelsen af livet til en anden.