Skilsmissebørn

“Min far gider ikke holde konfirmation med min mor, hvad skal jeg gøre?” Pige 13 år.

april 4, 2017

Articles

 

For mange skilsmissebørn er der en latent konflikt ved højtider og på mærkedage. Konflikten ligger i, at der ofte skal træffes et valg – et valg som barnet nogle gange selv skal træffe og som andre gange bliver truffet af barnets forældre. Men uanset hvad er der et valg…

Det kan være et valg mellem far og mor. Eller et valg mellem én eller to fester. Et valg om den ene eller den anden lokation. Et valg om hvorvidt forældrenes nye partnere skal med. Et valg om hvordan man placerer sine forældre. Og skal farmor og farfar inviteres, hvis far ikke gider med? Et valg der har en indbygget og meget stor risiko for skuffelse. En konfirmation kan for et skilsmissebarn opleves som en fest, hvor der stort set ikke er noget der er givet på forhånd, fordi der er så mange valg der skal træffes, og fordi der er mange der skal tages hensyn til. Valg som er farlige, fordi de skuffer enten den ene eller den anden eller den tredje… Som pigen der på Børns Vilkårs facebookside udtaler, at hendes far ikke gider holde konfirmation med hendes mor” https://www.facebook.com/boernsvilkaar.

“Hvad skal jeg gøre” spørger pige på 13 år. Et fuldstændig urimeligt spørgsmål. Fordi det selvfølgelig ikke er en 13-årig piges opgave at håndtere sine forældres konflikt – og det er ikke en 13-årig piges opgave at finde en løsning på et problem, der tydeligvis er de voksnes problem. Og spørgsmålet bør få skilsmisseforældre til at spærre øjnene op og stille sig selv spørgsmålet; “Hvad skal vi gøre?” For uanset hvor tilspidset en konflikt er, så må det være forældrenes opgave at håndtere de valg, der følger med deres skilsmisse – og når børnene, direkte eller indirekte, er involveret i de valg der skal træffes, er det afgørende at man træffer valg i omsorg for barnet og som den ansvarsfulde voksne. Og hvis man ikke mener at kunne sidde til sin datters konfirmation sammen med hendes mor… Ja, så må man jo blive hjemme og vide med sig selv, at det var en beslutning man selv tog. Og i den beslutning ligger et ansvar for at man sikrer sig at barnet INTET ansvar føler for den beslutning. Man er ikke et offer hvis man bliver hjemme, for det er en beslutning man selv har taget.

Man kunne selvfølgelig også overveje at spørge konfirmanden, hvad hun kunne ønske sig – hvis ellers man er i stand til at skubbe sine egne behov og kontroverser til side. Men hvis hendes ønske ikke har første prioritet, så må man som voksen sørge for at tage ansvaret for egne handlinger på sig. Det er aldrig barnets ansvar.

“Hvad skal vi gøre”, må skilsmisseforældre spørge sig selv. For barnets skyld.

Skilsmisse, Skilsmissebørn

Børnene skal være i fokus under skilsmisser

marts 30, 2017

mai mercado“Børnene skal være i fokus under skilsmisser” Det skriver børne- og socialminister Mai Mercado i et indlæg i Berlingske tidende. http://puls.b.dk/boernene-skal-vaere-i-fokus-under-skilsmisser/

Hun vil fokusere på barnet og på hvordan barnet bedst hjælpes gennem det hele forløb. Derfor vil hun gerne have en særlig børneenhed i det nye skilsmissesystem. “Det skal være en enhed, der alene tager hensyn til barnet og barnets trivsel, der tager barnets perspektiv, og som koncentrerer sig om, hvad barnet har brug for i den ulykkelige situation det er, når mor og far er gået fra hinanden”.

Det lyder fantastisk – at etablere en enhed med fokus på barnet og på barnets behov og trivsel. Hun vil tilbyde rådgivning, børnegrupper, rådgivningslinjer og kontakt til børnesagkyndige. Der skal gives et rum til børnene, hvor de trygt kan fortælle, hvordan de har det, uden frygt for at det bliver brugt i sagen. Og det er netop afgørende i forhold til det udspil Mai Mercado her kommer med; at der skal være tale om en sag. Uenigheden i familien, striden mellem mor og far skal være blevet så stor og så knudret at der er blevet en sag ud af det. En sag i et eller andet regi, hvor Mai Mercado altså nu vil fokusere på barnets behov og skabe et rum, hvor der er plads til at være et “sagsramt” barn, med alt hvad det indebærer. Det er godt! For når en skilsmisse er blevet til en sag, er det uden tvivl svært og hårdt for barnet.

Men det kan også være hårdt i de tilfælde, hvor der ikke er tale om en sag. Heldigvis er der jo flest skilsmisser, der forløber så relativt gnidningsfrit, at myndighederne ikke kommer ind over og gør skilsmissen til en sag. Men det betyder ikke, at det er let for børnene eller at de nødvendigvis kan håndtere skilsmissen. I mange tilfælde vil der være problemer af den eller anden karakter, store eller små. Også her vil det være gavnligt for børn at have et rum, hvor de kan fortælle hvordan de har det, uden frygt for at det får konsekvenser. Jeg mener ikke at børnegrupper skal være forbeholdt de børn, hvor skilsmissen er blevet en sag. Jeg tror at langt de fleste skilsmissebørn har brug for et rum, hvor de kan sætte ord på de følelser og oplevelser, der knytter sig til at være et skilsmissebarn. Så der skal være en let vej til børnegruppen – en vej der ikke kræver for meget logistik og planlægning.

Jeg har igennem et par år været med til at lave børnegrupper for skilsmissebørn i Folkeskolen i samarbejde med gode AKT-lærere. To timer om ugen i 6-8 uger på skolen i skoletiden. Det giver utrolig god mening. Ikke fordi problemerne forsvinder, men fordi der skabes et rum hvor børnene kan fortælle hvordan de har det. Og lytte til andre, der har det på samme måde. Ikke fordi det er en sag, men fordi det er børnenes virkelighed og dagligdag.

Sjælesorg, Skilsmissebørn

Fra barnets perspektiv

marts 20, 2017
IMG_2695

Fra bønnebogen “157 bønner”

Der tales meget om deleordninger i disse tider. Der peges fingre af 7/7-ordningen ud fra devisen om at det er forældrenes behov at dele børnene ligeligt, mere end det er børnenes behov. Begge forældre oplever at have retten til at vise og give kærlighed i samværet med barnet, og hvad er så mere naturligt end at indgå en aftale om at dele tiden med barnet – 7 dage hos mor og 7 dage hos far.

Der vil være børn, for hvem det er en rigtig fin løsning. Og der vil være børn, for hvem det er en rigtig dårlig løsning. Det afhænger af temperament, alder, følsomhed, styrke og personlighed – og så afhænger det selvfølgelig af forældrene. Der er ikke to børn, der er ens, og derfor vil det være nødvendigt i hver eneste skilsmisse at lade hensynet til barnet bestemme samværsordningen. Og hvis man har flere børn med forskellige behov, må man kigge på dem som individer; hvad er det enkelte barns behov? Det er en ekstremt hård øvelse – for hvad nu hvis det viser sig at barnet helst vil være ved den anden forælder? Hvad nu hvis barnet faktisk har brug for at være mere hos den anden? Så er det lige pludselig ikke bare hver anden uge man “har fri” og kan være “sig selv”. Så er det måske 10 eller 12 dage ud af 14, hvor man er ”sig selv”. Og det var måske nok mere ”sig selv” end man i udgangspunktet havde drømt om…

Ovenstående bøn er fra en norsk bønnebog. Det er en bøn, der siger noget utroligt vigtigt om at være et skilsmissebarn – uanset hvilken ordning man så enten er blevet placeret i eller har været med til at vælge. Nemlig at der er et grundlæggende savn til den forælder man ikke er sammen med, et grundlæggende savn til at være en samlet familie. Et savn som er uløseligt forbundet med bekymring. Bekymring for ens forældre. I bønnen kommer bekymringen til udtryk i håbet om, at Gud passer på den forælder, barnet ikke er sammen med.

Som forældre til et skilsmissebarn må man nødvendigvis være sig bevidst om denne bekymring. Man må finde en måde at imødegå den på. Og man må give barnet plads til bekymringen for den anden forælder. Også selv om det kan være svært, ubelejligt og smertefuldt. For hvis man ikke er bevidst om bekymringen og giver den plads, er der en del af barnet der må leve og udfolde sig i mørke. Og det er ikke sundt.

Sjælesorg handler om omsorg for sjælen. Jeg tror barnet vil opleve det som en stor omsorg at kunne få lov til at være bekymret. Jeg tror det vil opleves som meget omsorgsfuldt, at kunne tale om bekymringen. Jeg tror det vil opleves som en stor omsorgserklæring at blive tilbudt en skulder at græde ved, en hånd at holde i og en telefon at ringe med, når man er bekymret for den anden forælder.

Og når man som forælder har udvist omsorg for sit barn, så kan det være man skal gå et sted hen, hvor der kan blive draget omsorg for en selv. For det kræver mange kræfter og meget energi at rumme barnets bekymring for den anden forælder, fordi man tvinges til at overveje sin egen forælderrolle; hvem er jeg som forælder og hvordan reagerer jeg på mit barns savn til den anden? Altså den, som jeg er blevet skilt fra.

Skilsmisse, Skilsmissebørn

Gode råd #1

marts 17, 2017

IMG_1582

 

“Fortæl om skilsmissen på en mild måde”. Sådan lyder et af de gode råd fra et barn på 10 år.

Langt de fleste børn kan huske, hvordan de fik at vide at deres forældre skulle skilles. De kan huske hvor de var, da de fik det at vide. Hvem der fortalte det. Hvordan de reagerede. Hvordan deres forældre reagerede. At få at vide at ens forældre skal skilles, er en oplevelse der printer sig ind i bevidstheden – en oplevelse man aldrig glemmer. Og derfor råder børn deres forældre til at fortælle om deres skilsmisse på en mild måde. Altså en måde der lader sig bære med videre i livet.

For rigtig mange børn er det utrolig hårdt, at få at vide at deres forældre skal skilles. Det er håb og drømme der braser, det er en hverdag der skrider og forandres fundamentalt, det er en fremtid der pludselig er uvis. Og derfor er det så afgørende vigtigt at de voksne tager ansvaret for at børnene får beskeden om skilsmissen på en ordenlig måde. På en mild måde. Derfor må man planlægge nøje hvordan man vil give børnene beskeden. Give sig tid. Være til stede. Sætte rammen. Svare på spørgsmål. Have overskud. Være den voksne.

Det er ikke let. Og det sker ikke af sig selv. Og lige præcis derfor er det så vigtigt, at man ved hvordan man vil gribe samtalen med barnet an. Sådan at barnet kan se tilbage på samtalen med en oplevelse af at have fået en svær besked på en mild måde.

Skilsmisse, Skilsmissebørn

Familievejleder til skilsmisseforældre: »Hvis far eller mor er ked af det, må far eller mor tage sig sammen«

marts 10, 2017
16582186-slo

Foto: Pelle Rink

 

Med vanlig slagfærdighed fremfører familievejleder Lola Jensen sit syn på skilsmisseforældre; de må lade være med at tænke så meget på sig selv, tage sig sammen og skubbe deres egne behov i baggrunden http://www.b.dk/nationalt/familievejleder-til-skilsmisseforaeldre-hvis-far-eller-mor-er-ked-af-det-maa-far

Og det er svært at være uenig med Lola Jensen i den overordnede betragtning, at forældre bliver nødt til at skubbe deres egne behov i baggrunden. Man kan ikke være uenig i, at det er afgørende at vi tænker på børnene først og fremmest. Det giver mening, at vi som voksne må spørge os selv, hvad der er bedst for barnet. Og at vi er bevidste om den belastning, det er for et barn at være en del af en skilsmisse – og også formår at tage hensyn hertil og agere herefter.

Det er vigtigt, det Lola Jensen siger. Det er vigtigt, at der er nogen der taler barnets sag og ser skilsmissen fra barnets perspektiv. Men hun skal jo have skilsmisseforældrene til at lytte. Hun skal have skilsmisseforældrene til at se det rigtige i det hun siger. Og det kræver at hun fortæller en historie som de på en eller anden måde kan spejle sig i… Den slagfærdige og håndfaste historie om selvoptagede egoistiske forældre, der ikke kan se ud over egen næsetip, den historie kan det være svært at spejle sig i. Dels fordi der en generel “talen ned” i hendes retorik, dels fordi billedet måske ikke altid er så entydigt.

Hvor ville jeg ønske at Lola Jensen kunne levere sine synspunkter med lidt mere følsomhed. Fortælle historien om skilsmisseforældre med lidt flere nuancer. Så mister hun godt nok slagfærdigheden og wow-effekten, men jeg tror hun ville vinde en større lydhørhed. Og det ville være godt – for børnenes skyld.

 

Skilsmisse, Skilsmissebørn

Danskerne bliver lykkeligt skilt: “Jeg oplevede virkelig, hvordan frihed føltes”

februar 26, 2017

IMG_2665

Sådan lyder overskriften i en lille kort artikel i Berlingske Tidende. http://www.b.dk/nationalt/danskerne-bliver-lykkeligt-skilt-jeg-oplevede-virkelig-hvordan-frihed-foeltes En artikel der handler om en kvinde der oplevede skilsmissens frihed og dermed er blevet en del af de danskere, der har fået det bedre efter et afbrudt ægteskab.

Hun fortæller om friheden ved at kunne gå i supermarkedet uden at skulle stå til regnskab. Hun skulle ikke fortælle nogen hvornår hun regnede med at komme hjem. Og hun kunne købe lige præcis det hun ville til aftensmad. Under skilsmissen havde hun og hendes eksmand kun ét skænderi og det handlede om hvem der skulle have børnenes Legoklodser. Børnenes Legoklodser! Samvær med børn og fordelingen af alt andet var de helt enige om. Hvorfor hun betegner skilsmissen som lykkelig.

Det lyder jo sådan set meget godt alt sammen.

Bortset fra at det er skilsmissen set fra den voksnes perspektiv. Hvor er børnenes stemme? Eller er der slet ikke plads til den i frihedens navn?

Skilsmissen er de voksnes. Men hvis de voksne har fået børn, så bliver skilsmissens også børnenes. Når skilsmissens også er børnenes er det afgørende at se den fra deres perspektiv. Og stille spørgsmålet om ”den lykkelige skilsmisse” på ny.

 

Sjælesorg, Skilsmisse

I almindelighedens tegn…

februar 14, 2017

IMG_2641

 

Børns vilkår har fået ny direktør. Han hedder Rasmus Kjeldahl. Og han har en mening om skilsmisser. Han mener at vi skal stoppe med at betragte skilsmisser som en katastrofe. http://www.bt.dk/danmark/direktoer-for-boerns-vilkaar-med-overraskende-udmelding-skilsmisse-er-ikke-en

Hans argumentation finder sted i almindelighedens tegn: ”Når vi er i en situation, hvor halvdelen af landets ægteskaber bliver opløst, er det jo noget der berører rigtig mange mennesker, og så må man sige at det et vilkår vi lever med”. Sådan udtaler han sig til BT lørdag den 11. februar og han udtaler videre, at hvis de voksne bare slappede lidt mere af i skilsmissen, så ville det ikke være så stor en katastrofe for børnene, der skal have at vide at ”det (skilsmissen) kommer du igennem og livet er også godt på den anden side”. Han mener desuden at børn oplever skilsmissen som en katastrofe, fordi de spejler sig i forældrenes oplevelse af at skilsmissen er en katastrofe.

Argumentationen er vel ikke ny; der er så mange andre der oplever den her smerte, så det skal du såmænd ikke være så ked af. Der er nok oven i købet andre, der har det værre end dig, så tør du øjnene, det skal nok gå det hele. Men spørgsmålet er om argumentationen holder? For gør det mindre ondt på mig, fordi der er andre der også har ondt? Er sorgen over mine forældres skilsmisse til overs og ligegyldig, fordi naboens forældre også er blevet skilt? Det tror jeg ikke der er ret mange, der kan nikke genkendende til. Hverken i forhold til skilsmisse eller andre af livets sorger.

Skilsmissen er et vilkår vi ikke kommer uden om, så langt er jeg enig med Rasmus Kjeldahl. Og lige præcis derfor er det afgørende at vi tager skilsmissen meget alvorligt. Ikke ved at fortælle børnene, at det ikke er så slemt. Ikke ved at lade som om, at det er lykken at blive skilt. Ikke ved at fortælle os selv og børnene, at hvis bare de fraskilte forældre er glade, så bliver børnene også glade.

Jeg tror på, at vi skal fortælle de skilsmisseramte børn at deres oplevelse af skilsmissen er sandhed for dem og at vi er villige til at lytte til deres oplevelse. Som voksne må vi tage barnets oplevelse af skilsmissen alvorligt og gå med dem, på den vej der er deres. Og hvis verden er styrtet sammen og det er en uoverskuelig katastrofe at mor og far ikke skal være sammen mere, så består alvoren i at lade dét være virkeligheden; sorg, smerte, katastrofe og uoverskuelighed. Hvis vi møder den virkelighed med ordene om at ”det skal du nok komme igennem” eller ”livet er også godt når mor og far bliver skilt”, så risikerer vi at devaluere og negligere barnets virkelighed og så bliver katastrofe-virkelighedens forandring umulig.

Barnets virkelighed må virkeliggøres i mødet med den lyttende voksne. Kun på den måde kan barnet gå en ny virkelighed i møde. Så lad os møde barnet med åbent sind og uden forudindtagede holdninger. For barnets skyld.

 

Skilsmissebørn, Stedbørn

Lad os spørge børnene, om DE har et tabu der skal brydes…

marts 22, 2016

broken-window-960188_960_720

Anna Sophia Hermansen skriver på sin blog under overskriften “Nej, vi elsker ikke den andens børn som vore egne”  (http://annesophia.blogs.berlingske.dk/2016/03/13/nej-vi-elsker-ikke-den-andens-boern-som-vores-egne/)

Hvis man er fraskilt behøver man ikke læse andet end overskriften for at regne ud at det handler om den sammenbragte familie og alle dens indbyggede komplikationer og åbenlyse smertekilder.

Det er så let at belyse sagen fra sin egen vinkel, det er så ligetil at tage udgangspunkt i sine egne følelser, og det er også det Anna Sophia Hermansen (ASH) gør i sit blogindlæg; her delagtiggør hun andre voksne læsere i alle de trælse og besværlige oplevelser som hendes møde med den sammenbragte familie har budt hende; blandt andet tween-piger, der ikke ville sige hej og gik uden at sige farvel. Det blev aldrig rigtig godt, heller ikke selv om ASH prøvede at være både sød og voksenvenagig (igen er det selvfølgelig ASH´s perspektiv). Helt godt blev det heller aldrig i et andet forhold, hvor ASH´s kæreste var cool et langt stykke hen af vejen – bare ikke lige når det kom til hans søn, overfor hvilken han påtog sig baby-stemme og omtalte sig selv i tredje person. Handlinger som ASH havde umådeligt svært at få ud af hovedet i den intime relation med manden, men som hun sarkastisk skriver, så gjorde det heller ikke så meget fordi ”drengen kom ind hver nat og skulle sove i ske med sin far”. Fra hendes vinkel er det åbenlyst trælst og besværligt med de børn, man ikke er biologisk forælder til – deres behov virker provokerende og alene deres tilstedeværelse er en torn i øjet på hende, der jo bare gerne vil være alene med deres far. Var der i øvrigt nogen, der spurgte om børnene bare gerne ville være alene med deres far? Altså, uden den nye kæreste, for hvem det kan være umådeligt svært at skjule sin foragt og utilfredshed. Det perspektiv er ikke vigtigt i indeværende blogindlæg, som handler om de voksnes følelser og om hvor svært det er for de voksne at være en del af den sammenbragte familie.

Nu mener ASH så at have fået øje på noget, der i en eller anden udstrækning kan være med til at få flere sammenbragte familier til at lykkes; nemlig dels hvis man ikke stiller umulige krav til sig selv om forældreskab for den andens børn og dels at man ikke lader tabuer stå i vejen. De to ting hænger dybest set sammen, for det hun forstår som det altødelæggende tabu, er den virkelighedens realitet, at det er umuligt at elske den andens børn som sine egne (og derfor er det umuligt at stille krav til sig selv om forældreskab) – deraf overskriften; ”Nej, vi elsker ikke den andens børn som vores egne”. Det tabu skal brydes, det skal råbes fra tagene, det skal bøjes i neon… Og da vil noget blive anderledes.

Man behøver blot at slå op på side 1 i enhver bog der handler om sammenbragte familier for at finde ud af at ASH har ret i sin betragtning – der er intet som helst nyt eller revolutionerende i betragtningen om at man ikke elsker den andens børn som man elsker sine egne. Det, der således må kalde på et blogindlæg må være at ASH mener, at vi skal bryde med tabuet omkring den manglende kærlighed og så vil det hele blive lettere…

Et tabu er vel karakteriseret ved at være ”noget vi ikke taler om”. Måske endda i kærlig hensyntagen til andre mennesker. I dette tilfælde vel i hensyntagen til de mange mange (ufrivilligt) involverede børn, som hver eneste dag skal leve med pap-forældre og sted-søskende og ugentlige flytninger samt loyalitetsbekymringer og mægler-positioner. Oveni alt det, synes vi vel i en eller anden udstrækning ikke at de også behøver at blive fortalt, at den nye mand eller kvinde i mors eller fars liv ”ikke lige er så glad for dig” eller ”glæder sig til de uger hvor du ikke er her” eller ”synes at det lyder dumt når jeg prøver at gøre mit bedste for at være en god far for dig”. Det er vel begrundelsen for tabuet. Hertil kan man selvfølgelig indvende at det selvfølgelig ikke er børnene man skal bryde tabuet overfor, men derimod sig selv eller hinanden eller sine veninder eller nogle helt fjerde, og endnu en indvending kan gå på at børnene naturligvis allerede kender til den voksnes tabubelagte følelser, også selv om de ikke er blevet sagt højt. Ganske enkelt fordi barnet lever lige midt i de voksnes svære og modstræbende følelser. Så hvad vil ASH egentligt når hun opfordrer til at bryde tabuet? Legalisere følelsen i de voksne? Give rum for at det er OK ikke at kunne gøre det optimalt i forhold til den andens børn? Fratage sig selv noget af den dårlige samvittighed, det kan give, at stille børn i en situation, hvor de skal leve sammen med voksne, der i udgangspunktet glæder sig til skal et andet sted hen? Der kan være mange grunde til at bryde tabuet. Men i hvert fald må det være helt afgørende at man ved med sig selv, hvorfor det er vigtigt at bryde tabuet. Jeg mener simpelthen ikke at det er tilstrækkeligt begrundet i, at man i et øjebliks klarsyn har fået øje på tabuet.

Men når tabuet nu så åbenlyst er blevet brudt og ASH er blevet givet spalteplads, er det så egentligt ikke på sin plads at oveveje hvordan det her tabu ser ud fra den anden ende? Hvordan mon det egentligt er at stå som barn for enden af et tabu, der handler om at man er lidt i vejen og at man ikke sådan rigtig kan elskes af et voksent menneske, som man i større eller mindre grad er tvunget til at bo sammen med?

Og så kunne man jo spørge børnene i de sammenbragte familier om de muligvis oplever og mærker et tabu, de trænger til at få brudt? Spørgsmålet er om vi som forældre og pap-forældre har lyst til at lægge øre til det?

 

Skilsmisse

Luksusskilsmisse – et helt nyt perspektiv

oktober 12, 2015

50059509-1000x50we

 

Sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal ser en øget tendens til det, hun kalder “luksusskilsmisser”. Altså skilsmisser indgået på et meget spinkelt grundlag. Sådan stod der i Kristeligt dagblad den 25. september 2015.

Et helt nyt fænomen; “luksusskilsmisser”. Altså skilsmisser indgået på tyndt grundlag og uden at der er blevet kæmpet for at undgå bruddet… For tiden er der en tendens til at tale om fraskilte mennesker som forkælede, opgivende og selvcentrerede. Talen om luksusskilsmisser passer godt ind i denne tendens, fordi den underbygger fremstillingen af fraskilte, som mennesker der ser luksus og lykke som en rettighed – og hvis ikke alt i ægteskabet er ren luksus og lykke, er der selvsagt en indbygget ret til at bryde med den anden.

Jeg ved ikke hvor mange mennesker, der bliver skilt fordi de tror de bliver lykkelige af en skilsmisse. Jeg ved heller ikke hvor mange mennesker der bliver skilt på grund af, at der mangler luksus i deres ægteskab eller opfatter det som en luksus at blive skilt. Men jeg har svært ved at tro at luksus og lykke er de eneste omstændigheder omkring ret mange skilsmisser. Når man taler om luksusskilsmisser, tager man en lille bitte del af virkeligheden og forstørrer den unuanceret op og gør den ensidigt gældende. For det er vel sådan med mennesker, at der er en flig af egoisme, ønske om luksus, stræben efter lykke i enhver… Og derfor er disse fænomener også i en eller anden udstrækning på spil i en skilsmisse. Men i mennesket er der også så meget andet; ønske om tosomhed, stræben efter kærlighed, selvopofrelse for børnene, slidsomhed og alt muligt andet…

Så måske skulle man nuancere billedet lidt. Måske skulle man prøve at udvide perspektivet, sådan at man ikke entydigt betegner skilsmisse som en luksus man kan tiltvinge sig når livet ikke lige er 100 % perfekt. For en sådan entydig fremstilling efterlader ikke meget plads til sorgen og smerten, til de braste håb og ødelagte drømme eller til oplevelsen af at have gjort alt hvad man overhovedet kunne – og det kunne jo være at de aspekter spillede en afgørende rolle i mange skilsmisser.

 

Skilsmisse

Kommentar til Lola Jensen…

oktober 1, 2015

 

5688_vel_ultra_50

 

Hjemme ved mig selv vil jeg have opvaskemidlet i skabet, hvor det ikke roder, mens min mand vil have det ved siden af vasken, fordi vi bruger det ofte. Her er vi forskellige, men det er ikke skilsmissegrund. Det er vigtigt at lære at sige ‘pyt’ og glæde sig over plusserne i stedet.”

Sådan fremhæves det i en artikel i Kristeligt Dagblad (den 10. september) at familievejleder Lola Jensen skriver i sin nye bog som handler om skilsmisse og livet i familien efter en skilsmisse. Lola Jensen, som jeg plejer at beundre og lytte til med respekt. Hun fremstiller hermed skilsmisseramte voksne som både latterlige og forkælede curling-projekter, der er så selvoptagede og dumme at de åbenbart ikke en gang kan tage sig sammen og enes om noget så ligegyldigt som en flaske opvaskemiddel. Heroverfor fremhæver Lola Jensen sig selv og sin mand og deres evne til at kunne sige ”pyt”. Den ene formår at sige ”pyt” til at opvaskemidlet står fremme og skaber en vis ujævnhed i den pæne overflade, mens den anden formår at sige ”pyt” til besværet med at skulle åbne skabet og tage flasken frem, for dermed at kunne bevare den rene overflade. Godt nok er de ikke ens, men de formår alligevel at blive enige og sige ”pyt”. De ved at det er nødvendigt at sige ”pyt” til nogle ting, de ved at man ikke kan få sin vilje i alle livets forhold og derfor lever de til stadighed i lykkelig ægteskabelighed med voksne børn og også børnebørn. Heroverfor står de skilte – dem der altid vil have deres vilje og som bare giver op og skrider hvis det ikke går efter deres hoved. Og efter skilsmissen kan de jo så placere opvaskemidlet hvor de vil – og midt i skilsmissens smerte og sorg måske finde en lille sejr heri…

Uenigheden om opvaskemidlet fremhæves i artiklen, som et billede på nogens overbærenhed og andres latterlighed. Jeg hører til de latterlige – en af de skilte, som åbenbart ikke kan tåle hvis ikke alt er 100 % perfekt…

Det er virkelig svært at lytte til med respekt. Kunne Lola Jensen dog ikke have udeladt lige præcis disse ord om opvaskemiddel, der enten skal stå i skabet eller på kanten af vasken? Hun bringer diskussionen ned på et niveau, hvor ingen der er skilt, vil kunne spejle sig i hendes fortælling eller eksempel – ganske enkelt fordi eksemplet latterliggør ethvert skilsmisseramt menneske og nedvurderer ham eller hende til at gå i verdens mindste og mest selvoptagede sko: ”Hvis du ikke går med til at jeg sætter opvaskemiddel i skabet, så skrider jeg!”. For mit eget vedkommende og jeg vil tro at jeg taler på vegne af mange andre skilte (og ikke-skilte), så havde jeg ikke en gang brug for at give min mening til kende om opvaskemidlets placering – jeg ville ikke en gang kunne have sagt ”pyt”, fordi jeg var ligeglad med (og til stadighed er ligeglad med) om opvaskemidlet stod det ene eller andet sted.

Og hvis det vitterligt havde været af stor betydning for mig om opvaskemidlet havde stået det ene eller andet sted og jeg ikke havde fået min vilje… Ja, så havde jeg ikke valgt skilsmisse som udvej – så meget mere latterlig eller påståelig end Lola Jensen er hverken jeg eller andre skilte.

Et ”pyt” til placering af opvaskemiddel virker så uendeligt lille. Jeg tror de fleste kan sige ”pyt” til det, hvis det ellers overhovedet optager dem. Der kan være andre situationer, hvor det er umanerligt svært at sige ”pyt” og hvor man virkelig kan vise sin storhed og generøsitet ved at sige ”pyt” og atter andre situationer hvor det viser sig umuligt at sige ”pyt”.

Præmissen for Lola Jensens udsagn må være at vi bliver skilt over ligegyldige ting og det skal vi til at lade være med. Præmissen er at vi bliver skilt hvis alt ikke er 100 % perfekt. Jeg køber ikke præmissen og jeg troede ærligt talt at vi var ude over retorikken om at ”det er da også aaaalt for let at blive skilt” og ”lige så snart der viser sig et bump på vejen, så skrider de unge mennesker”. Jeg troede vi var ude over den retorik og det gør mig trist at det ikke er tilfældet. Det er ikke let at blive skilt. Så enkelt kan det siges. Det er let at sige ”pyt” til opvaskemidlets placering, men ingen kommer nogen sinde med lethed til at sige ”pyt” til et forlist ægteskab. Fordi det forliste ægteskab bringer en sorg med sig, som man bærer på resten af sit liv. Måske er det selvforskyldt at man blev skilt, måske valgte man det selv, måske kom man ligefrem til at ønske sig skilsmissen – men det ændrer ikke ved at det ikke er let – og det ændrer ikke ved det faktum at ingen bliver skilt på grund af opvaskemiddel eller andre ligegyldigheder! På samme måde som ingen kan spejle deres overbærenhed i opvaskemiddel.

Jeg synes at skilsmisse er et vigtigt emne. Meget vigtigt endda. Især på grund af alle de børn der lider under deres forældres skilsmisse. Men jeg synes vi skal nærme os emnet med respekt for de mennesker der befinder sig midt i skilsmissens vilde virkelighed. Så i stedet for at pege fingre skal vi måske række ud. Hvis vi kan.